Hvid Januar - Ro på dit strik!

Hvid Januar - Ro på dit strik!

Kender du det ikke godt?
Du har lovet dig selv ingen nytårsfortsætter i år. Ingen lister. Ingen pres. Ingen “nu skal jeg også tage mig sammen”-energi.

Og alligevel… så kommer der noget snigende.
Ikke som et krav – men mere som en stille fornemmelse af, at der er noget, du gerne vil give dig selv mere af.

Ro.                  
Tid.
Noget, der kun er dit.

For mig blev det strik.

Yarnforward.dk hedder ikke Yarnforward tilfældigt. Navnet betyder The love of yarn paid forward – kærligheden til garn, der gives videre. Men i virkeligheden handler det mindst lige så meget om noget andet: kærligheden til mig selv – og den ro, jeg fandt gennem garn og strik.

Strik kom ikke ind i mit liv som endnu en ting, jeg skulle nå. Tværtimod. Det blev et sted, hvor jeg kunne sætte tempoet ned. Hvor hænderne arbejdede, mens hovedet fik lov til at holde pause. Hvor tiden ikke var noget, der løb fra mig, men noget jeg var i.

Når jeg strikker, producerer jeg ikke fast fashion. Jeg skaber noget langsomt. Noget, der tager tid. Noget, der bliver til med omtanke – både for materialerne, for processen og for mig selv. Det er håndværk. Og det er egenomsorg i sin mest jordnære form.

Alligevel er der sket noget – som du måske også kender.
Jeg er blevet påvirket af reklamer, influencere på Instagram og YouTube til at begynde på flere strikkeprojekter, end jeg har gjort færdige. Skabe og gemmer skjuler flere igangværende projekter, end jeg er villig til at indrømme. Og ja – jeg synes faktisk, det er lidt pinligt.

For det er overforbrug af værste skuffe. Garn og projekter, der aldrig bliver brugt, fordi de bare ligger og venter på at blive færdige.

Derfor vil jeg strikke op i januar.
Hvid januar – ingen nye opslag.

Ikke som et krav om at blive færdig hurtigere.
Ikke som et mål om at producere mere.
Men som en påmindelse om at tage strikket op igen – og gøre det færdigt.

At gøre et igangværende projekt færdigt kan se ud på flere måder:

Trævl op!

Undervejs er det måske gået op for dig, at garn og design ikke var det rigtige match. Du elsker stadig garnet. Og du elsker stadig designet. Bare ikke sammen.
Så trævl op. Gem garnet til noget andet. Find måske et andet garn til designet.
Resultatet? Ét projekt mindre i gang. Noget lækkert garn klar. Og en idé, du kan glæde dig til senere.

Tag magten over maskerne!

Måske er du løbet kold i en opskrift, der krævede mere opmærksomhed, end du havde på det tidspunkt. Overskuddet var der ikke. Teknikken var for ny.
Måske har du nu – efter jul og fridage – kræfterne til at tage kampen op igen.
Min erfaring er ofte, at det slet ikke tager så lang tid, som frygten havde bildt mig ind. Og pludselig ligger der et færdigt stykke strik.

Giv det videre!

Nogle gange mister man bare lysten. Farverne, mønsteret eller teksturen siger ikke længere noget. Hvis et projekt ikke længere giver glæde eller “sparks joy”, så overvej om det kan få et godt liv et andet sted.
Måske kender du én, der vil elske at strikke det færdigt – eller som ville blive glad for en hjemmestrikket gave.
Strik er kærlighed.

Når du strikker, er du ikke bagud.
Du er ikke ineffektiv.
Du er ikke forkert.
Du er til stede.

Og det er måske netop det, vi mangler mest – også når et nyt år begynder.

Så hvis du alligevel skal have et nytårsfortsæt, så lad det være et blidt et:

Strik op.
For dig selv.
Og lad kærligheden – til garnet, til håndværket og til dig – blive givet videre.

Hvid januar handler for mig ikke om afsavn, men om bevidste valg. Om at bruge det, jeg allerede har. Og om at lade roen få plads før noget nyt.
For når vi først stopper op, begynder spørgsmålene om forbrug at melde sig helt af sig selv.
Det vender jeg tilbage til i næste indlæg: Udsalg – nu igen?

Tak fordi du læser med.
Og fordi du er en del af et fællesskab, hvor strik gerne må være langsomt.
Tak for at du vil strikke med mig

Kærlig hilsen
Conny

Yarnforward.dk


Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.