Januarudsalg, udsalg, billigt garn Hurtig srik og fast-fashion på udsalg i form af tilbudsskilte

Udsalg - Nu igen!

Verden er på udsalg

Jeg synes næsten lige, der har været Black Month, Black Week, Black Friday, Cyber Monday og “gaver til julepriser”. Og nu er der igen udsalg. Januarudsalg. Overalt. Det er ærligt talt, som om hele verden er på udsalg hele tiden.

Hos Yarnforward.dk holder jeg ikke januarudsalg. Ligesom jeg ikke holdt Black-noget-som-helst. Det er et helt bevidst valg. Ikke fordi jeg vil være på tværs, men fordi det simpelthen ikke hænger sammen med det, Yarnforward står for – eller med den måde, jeg selv strikker på.

Min grundlæggende overbevisning er, at konstante udsalg er med til at booste overforbruget. Og jeg tror faktisk ikke, at forbrugerne er så ukritiske, som mange virksomheder regner med. De fleste af os forstår godt prismekanismerne – eller undrer os i det mindste, når vi ser møbler, tøj eller garn blive solgt med 50, 60 eller 70 % rabat. For hvis det kan sælges så billigt i dag, hvad var det så egentlig værd i går?

Strik er ro, fordybelse og egenomsorg

For mig handler strik om noget helt andet end hurtige tilbud og jagten på det næste nye. Jeg strikker for roen. For fordybelsen. For følelsen af at have tid. Tid til mig selv, tid til at skabe noget med mine hænder, tid til at trække vejret lidt dybere. Strik er egenomsorg. Strik er langsomhed. Og strik er håndværk.

Når strik risikerer at blive fast-fashion

Når jeg strikker – og når jeg vælger garn til Yarnforward – er det ikke med tanken om næste sæson eller næste trend. Det er med ønsket om at skabe noget, der holder. Noget, der kan bruges igen og igen. Noget, man får lyst til at passe på.

Derfor vælger jeg garnmærker, der arbejder med stabile, gennemtænkte farvekort og solide kvaliteter. Garn, hvor farverne ikke udgår hele tiden, og hvor du ikke bliver presset til at købe nu, fordi “den snart forsvinder”. Når farver konstant udskiftes, opstår der automatisk udsalg, restsalg og “udgåede farver”. Samtidig lanceres nye farver på introduktionstilbud. Det hele skaber et tempo, hvor forbruget hele tiden holdes i gang.

Og det tempo harmonerer simpelthen ikke med den måde, jeg ønsker at strikke på – eller den måde, jeg ønsker, at Yarnforward skal være på.

Mit indtryk er, at mange udsalg i garnverdenen i virkeligheden handler om at få os til at strikke mere – ikke bedre. At få os til at strikke noget, der hurtigt bliver “forældet”, så vi må i gang igen. En ny farve. En ny trend. En ny trøje. Igen og igen. Og her mener jeg faktisk, at strik risikerer at blive reduceret til fast-fashion – bare med pinde.

Det vil jeg gerne væk fra.

Farver må gerne have dybde - ikke deadline

Et godt eksempel på et andet valg er BC Garn og Onion. Begge arbejder med lækre kvaliteter og relativt stabile farvekort, som kun justeres sjældent. Farverne er nøje udvalgt, og paletterne rummer både rolige nuancer og farver med mere kant – uden at de bliver “for meget” eller hurtigt daterede.

Og nej, det betyder ikke, at du kun skal strikke i beige, grå og natur. Der er masser af farver at vælge imellem. Farver, der har dybde. Farver, der holder. Farver, som du også har lyst til at tage på om fem eller ti år.

Et bevidst valg af langsommelighed

Når jeg siger nej til udsalg, siger jeg samtidig ja til noget andet. Ja til gennemsigtighed. Ja til langsomhed. Ja til respekt for materialerne, for håndværket – og for dig, der strikker.

Yarnforward er ikke et sted, hvor du skal skynde dig, før noget forsvinder. Det er et sted, hvor du gerne må tage dig tid. Tid til at vælge. Tid til at mærke efter. Tid til at fordybe dig i processen – ikke bare i resultatet.

For mig er strik ikke noget, der skal optimeres eller gøres hurtigere. Det er noget, der må tage den tid, det tager. Og det samme gælder garnet.

Det føles mere ærligt. Mere roligt. Og langt mere bæredygtigt – både for os, der strikker, og for verden omkring os.


Yarnforward er et sted, hvor du ikke skal skynde dig

Tak fordi du læser med.
Og fordi du er en del af et fællesskab, hvor strik gerne må være langsomt.
Tak for at du vil strikke med mig

Kærlig hilsen
Conny

Yarnforward.dk

Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.