Hvad betyder strikkefasthed?

Strikkefastheden fortæller, hvor mange masker og rækker dit strik har på et bestemt mål – oftest 10 × 10 cm.

Står der for eksempel 22 masker pr. 10 cm i en opskrift, betyder det, at 22 masker skal måle 10 cm i bredden, når du strikker med den strikkefasthed, opskriften er beregnet efter.

Strikkefastheden har betydning for både størrelsen, pasformen og udtrykket på dit færdige strik. Derfor er den et af de første steder, du bør kigge, når du vælger garn til en opskrift.

Hvad betyder 22 masker pr. 10 cm?

Hvis opskriften angiver:

Strikkefasthed: 22 masker = 10 cm

skal 22 masker i det angivne mønster måle 10 cm i bredden.

Det svarer til 2,2 masker pr. centimeter.

Har du flere masker på 10 cm end opskriften angiver, strikker du fastere end opskriftens strikkefasthed. Har du færre masker, strikker du løsere.

Det kan lyde som en lille forskel, men over en hel sweater kan få masker gøre en stor forskel på det færdige mål.

Hvis en sweater eksempelvis har 220 masker rundt om kroppen:

  • Ved 22 masker pr. 10 cm målerarbejdet cirka 100 cm.
  • Ved 20 masker pr. 10 cm måler desamme 220 masker cirka 110 cm.

Derfor er strikkefastheden vigtig, hvis du gerne vil ende med de mål, opskriften angiver.

Opskriftens strikkefasthed og garnets strikkefasthed er ikke helt det samme

Der er en vigtig forskel på den strikkefasthed, der står i en opskrift, og den vejledende strikkefasthed, der står på et garns banderole.

Opskriftens strikkefasthed er den strikkefasthed, du skal forsøge at ramme for at få opskriftens mål og proportioner.

Strikkefastheden på garnets banderole er derimod vejledende. Den fortæller, hvordan producenten vurderer, at garnet typisk kan strikkes.

Et garn, der på banderolen er angivet til 21 masker pr. 10 cm, kan derfor sagtens være relevant til en opskrift med 20 eller 22 masker pr. 10 cm.

Det afhænger blandt andet af garnet, dine pinde, din måde at strikke på og det materiale, du ønsker at skabe.

Pindestørrelsen er også vejledende

Det samme gælder pindestørrelsen.

Hvis der står pind 4 mm på garnets banderole, betyder det ikke, at garnet altid skal strikkes på pind 4 mm.

Vi strikker forskelligt. Nogle strikker fast, andre løst, og derfor kan to strikkere have brug for forskellige pindestørrelser for at opnå den samme strikkefasthed.

Pindestørrelsen påvirker også selve materialet.

En mindre pind vil typisk give et tættere og fastere strik, mens en større pind kan give et mere åbent, blødt eller luftigt materiale.

Derfor er det ikke målet at ramme den pindestørrelse, der står i opskriften.

Målet er at ramme opskriftens strikkefasthed og samtidig få et strikket materiale, du kan lide.

Hvad gør jeg, hvis min strikkefasthed ikke passer?

Hvis opskriften siger 22 masker pr. 10 cm, men du får 24 masker, strikker du for fast.

Prøv som udgangspunkt en større pind.

Hvis du i stedet får 20 masker, strikker du for løst.

Prøv som udgangspunkt en mindre pind.

Men se ikke kun på tallet.

Mærk også på strikkeprøven og se på maskebilledet. Hvis du kun kan opnå den rigtige strikkefasthed ved at strikke garnet så fast eller løst, at du ikke bryder dig om materialet, kan det være et tegn på, at garnet ikke er det bedste valg til netop den opskrift.

Kan det samme garn strikkes med forskellige strikkefastheder?

Ja.

Mange garner kan strikkes ved mere end én strikkefasthed.

Et garn kan eksempelvis give et tættere materiale på en mindre pind og et lettere og mere åbent materiale på en større pind.

Hvor stort et spænd der fungerer godt, afhænger blandt andet af:

  • garnets tykkelse
  • fibrene
  • hvordan garnet er spundet og konstrueret
  • mønsteret, du strikker
  • det udtryk og den funktion, det færdige strik skal have
  • Der er derfor ikke altid ét eneste korrekt tal for et garn.

Det er også grunden til, at Yarnforwards garner er samlet i strikkefastheds-kollektioner omkring bestemte intervaller frem for at behandle banderolens tal som en facitliste.

Find garn efter strikkefasthed

Hvis du sidder med en opskrift og kender strikkefastheden, kan du bruge den som første sortering, når du leder efter garn.

Hos Yarnforward kan du gå direkte til:

Strikkefastheden er dog kun det første pejlemærke.

To garner, der begge kan ramme eksempelvis 22 masker pr. 10 cm, kan være meget forskellige i fibre, vægt, opbygning, elasticitet og fald.

Hvis du vil bruge et andet garn end det, opskriften er skrevet til, kan du derfor læse videre i Sådan finder du et garnalternativ.

Mål strikkefastheden på en strikkeprøve

Den bedste måde at finde din egen strikkefasthed på er at lave en strikkeprøve.

Strik prøven større end de 10 × 10 cm, du skal måle. Så undgår du at måle helt ude ved kanterne, hvor maskerne ofte opfører sig anderledes.

Strik i det mønster, opskriften angiver, og vask eller behandl prøven på samme måde, som du vil behandle det færdige strik.

Mål først derefter den endelige strikkefasthed.

Strikkeprøven fortæller dig ikke kun, om du har det rigtige antal masker. Den viser også, hvordan garnet falder, hvordan maskebilledet ser ud, og hvordan materialet ændrer sig efter vask.

Du kan læse mere i Strikkeprøven – sådan bruger du den.

Ofte stillede spørgsmål om strikkefasthed

Skal jeg bruge den pindestørrelse, der står i opskriften?

Nej, ikke nødvendigvis. Pindestørrelsen er vejledende. Brug den pind, der giver dig opskriftens strikkefasthed og et materiale, du er tilfreds med.

Hvad gør jeg, hvis jeg har for mange masker på 10 cm?

Hvis du har flere masker end opskriften angiver, strikker du typisk for fast. Prøv en større pind og lav en ny strikkeprøve.

Hvad gør jeg, hvis jeg har for få masker på 10 cm?

Hvis du har færre masker end opskriften angiver, strikker du typisk for løst. Prøv en mindre pind og mål igen.

Kan jeg bruge et garn med 21 masker til en opskrift med 20 masker?

Det kan sagtens være muligt. Banderolens strikkefasthed er vejledende. Lav en strikkeprøve og undersøg samtidig garnets fibre, løbelængde, opbygning og det udtryk, opskriften er designet til.

Er to garner med samme strikkefasthed gode alternativer til hinanden?

Ikke nødvendigvis. Samme strikkefasthed fortæller kun en del af historien. Fibertype, løbelængde, vægt, konstruktion, elasticitet og fald har også betydning.

Skal jeg også ramme antallet af rækker?

Rækkefastheden kan også have betydning, især i konstruktioner hvor højden bestemmes af et bestemt antal rækker eller omgange.

I mange opskrifter kan længden tilpasses ved at strikke til et mål, men ikke altid. Derfor bør du altid se på, hvordan netop din opskrift bruger rækkefastheden.

Hvad med strikkefastheden i højden?

Strikkefasthed handler ikke kun om, hvor mange masker du har på 10 cm. I mange opskrifter angives også en rækkefasthed – altså hvor mange pinde eller omgange der skal være på 10 cm i højden.

Rækkefastheden er ikke lige vigtig i alle opskrifter.

Hvis opskriften eksempelvis siger, at du skal strikke, indtil arbejdet måler 25 cm, kan du ofte tilpasse længden ved ganske enkelt at strikke flere eller færre pinde.

Men hvis konstruktionen eller mønsteret afhænger af et bestemt antal pinde eller omgange, kan rækkefastheden være meget vigtig.

Det gælder blandt andet ved:

  • mønsterstrik, hvor et helt mønster skal have en bestemt højde
  • flerfarvestrik og bærestykker med mønster
  • ind- og udtagninger, der skal fordeles over et bestemt antal pinde
  • ærmegab, raglan eller andre konstruktioner, hvor formen dannes over et bestemt antal pinde
  • strukturmønstre, snoninger eller hulmønstre med faste rapporter

Hvad gør jeg, hvis maskefastheden passer, men rækkefastheden ikke gør?

Det kan sagtens ske, at du rammer eksempelvis 22 masker pr. 10 cm helt præcist, men har flere eller færre pinde i højden end opskriften angiver.

Start med at vaske og tørre din strikkeprøve, før du vurderer problemet. Nogle garner ændrer sig betydeligt i højden efter vask.

Hvis rækkefastheden stadig ikke passer, skal du først undersøge, hvor vigtig den er i netop din opskrift.

Er længderne angivet i centimeter, kan du ofte strikke efter mål i stedet for efter et bestemt antal pinde.

Er højden derimod bundet til et mønster eller til konstruktionen, kan du ikke nødvendigvis bare strikke lidt længere eller kortere. Et mønster med et fast antal omgange kan eksempelvis ikke uden videre forkortes, uden at mønstret ændrer sig.

I sådan en situation kan det være nødvendigt at prøve en anden pind, et andet garn eller på anden måde tilpasse opskriften.

Husk dog, at en ændring af pindestørrelsen også kan ændre din maskefasthed i bredden. Derfor skal du kontrollere både masker og rækker, når du laver en ny prøve.

Og hvis både maskefastheden, rækkefastheden og det strikkede materiale skal passe til en opskrift med et fast mønster, kan det nogle gange være et tegn på, at et andet garn er et bedre valg.